21-5 A/S

21-5 A/S

Property Manager med servicegen

Virksomheden

Vi opfylder drømme og skaber livsglæde – vil du være med?

21-5 er en succesfuld danskejet virksomhed i vækst, med stor kontakt til udlandet. 21-5 bygger på et nyt og innovativt koncept, som vi selv har opfundet, hvor vi samler foreninger med 21 familier, der sammen ejer og deler brugen af 5 ferieboliger. Hver person/familie ejer 1/21 af de 5 ferieboliger.

Al daglig administration og indkøb af ferieboligerne varetages af 21-5 fra start til slut. Vi er lige nu et team på 72 medarbejdere og vi har hovedkontor i Hørsholm i nogle fantastiske rammer. Hertil har vi kontor i Oslo, Stockholm, Vancouver og Boston. Se mere på www.21-5.dk

Vi nyder - og er meget taknemmelige over - den succes vi oplever samt den enorme tillid og opbakning, vi får fra vores kunder. Vi har en arbejdskultur uden stejlt hierarki, og arbejder alle under frihed med et stort ansvar.

Hverdagen er vigtig for os, og vi er et dedikeret team, der bidrager med langt mere end blot arbejde - vi deler ud af os selv og er hele mennesker. Vi er ærlige og er ikke bange for at tale om tingene, også selvom de gør ondt. Tonen i 21-5 er uhøjtidelig, og her er højt til loftet, men alt udspringer af en dybt professionel og seriøs indgangsvinkel. Kulturen i 21-5 er drevet af begejstring for arbejdet og vores unikke koncept. Vi synes, at det giver en fantastisk energi at arbejde sammen med mennesker, der har lyst til at gøre en forskel og som er dybt passioneret omkring netop det de gør. Vi er et usædvanligt hold – og altid et hold. Vi hjælper hinanden og sikrer sammen, at vi kommer i mål. 

Vores værdier er: Ærlighed og transparens, og at gøre mere for vores kunder, end de forventer. Vi sætter nye standarder for kunderelationer og nyder stor tillid fra vores kunder. Samtidig er vi også dybt taknemmelige over for det privilegium, det er at arbejde med vores kunder og med hinanden.

 

Udfordringen
Du kommer til at indgå i vores dynamiske Boligdrift og Ejersupport team på 10 medarbejdere, hvor der løbende arbejdes med udvikling og optimering af aktiviteterne såvel nationalt som internationalt.

Vi har på nuværende tidspunkt ansvar for mere end 140 boliger i drift fordelt på 4 lande og i alt 9 destinationer i henholdsvis Europa og USA, men der kommer endnu flere destinationer og lande til den kommende tid. Du vil få tildelt en række boliger på en eller to af destinationerne som dit primære ansvarsområde. Dine opgaver vil blandt andet bestå af følgende:

  • Sikre at driften omkring boligerne altid fungerer, herunder planlagte reparationer, faste driftsopgaver, servicering af faste installationer, vedligehold af eventuel have og pool, indgåelse af serviceaftaler m.m.
  • Indkøb af småting og inventar til boligerne når disse skal udskiftes, herunder service, hårde hvidevarer, køkkenapparater og andet.
  • Håndtere akut opståede problemer i boligerne – dette i samarbejde med vores samarbejdspartnere på destinationen. Herunder hører, at du vil indgå i en rotationsordning for pasning af ”Akuttelefonen” udenfor normale arbejdstider.
  • Modtage og løse henvendelser fra vores ejere vedrørende deres ophold i boligerne.
  • Du vil være ansvarlig for kontakt til vores ejere og til vores lokale, udenlandske leverandører. Og du vil være tovholderen i at få timing, kvalitet, ressourcer og økonomi til at gå op i en højere enhed, i løsningen af hver enkelt sag.

Der er mulig rejseaktivitet, svarende til ca. 10-14 rejsedage om året.

 

Dit talent

Du er udpræget praktiker og du trives med et relativt højt arbejdstempo. Du trives godt, når du har gang i mange forskellige opgaver sideløbende og ikke altid ved, hvilke sager du møder ind til om morgenen. Du holder af at følge en opgave til dørs, også selvom den kræver at du strækker dig lidt længere end normalt. Du er den type kollega, som andre først og fremmest betegner som imødekommende, grundig og pligtopfyldende. 

Da der er tale om en relativt udadvendt rolle, er det vigtigt, at du også trives med en stor daglig kontaktflade – som vil bestå af såvel ejere (kunder), kolleger, leverandører og samarbejdspartnere. Du kan lide at være imødekommende, social og være sammen med andre – men forstår også, at arbejdsdagen er travl og der er behov for fokus på opgaverne. Du kan arbejde selvstændigt, men det falder dig samtidig helt naturligt at give en hjælpende hånd med, hvis andre har behov for dette. Det gælder såvel inden for dit eget team og område, som på tværs af hele huset. 

Du vil være et af husets ansigter udadtil, hvorfor det er særligt vigtigt, at du formår at kommunikere på den rette måde med folk på alle niveauer. Vi har et meget personligt og tæt forhold til vores ejere og der er behov for, at du optræder venligt, professionelt og altid imødekommende. Du skal vide at vores overligger – også i relation til service - ligger meget højt. Du evner at sætte grænser på en elegant og konstruktiv måde og give vores kunder en super positiv oplevelse. Når man har været i kontakt med 21-5, har man et smil på læben. 

Du har solid erfaring fra fx boligadministration eller lignende og besidder en vis byggeteknisk erfaring/teknisk flair der gør, at du kan rekvirere og sparre med relevante håndværkere ved mindre tekniske udfordringer.

Du er en rutineret bruger af MS Office, herunder særligt Outlook, Excel samt CRM. Du staver godt og er velformuleret.  Du er vant til at have telefonisk kontakt med såvel kunder som leverandører. Du behersker flydende dansk og engelsk i skrift og tale, samt enten svensk eller italiensk – det er en forudsætning. 

Hos os udvikles vejen samtidig med at vi kører på den. Det er derfor vigtigt, at du har en fleksibel tilgang til hverdagen og trives med, at tingene kan ændre sig fra dag til dag. Du skal kunne identificere dig med vores værdier, som fremgår af vores hjemmeside og være i stand til at bevare disse intakt i arbejdet og hverdagen. Det er vigtigt, at du er engageret og brænder for vores koncept. Det forventes, at du deltager i nogle af de mange aftenmøder som finder sted i 21-5.

 

Du tilbydes en fast løn samt pension og skal referere direkte til chefen for Property Management og Support.

 

Ansøgning

Upload din bedste ansøgning, foto og CV i vores database.

 

Ansøgningsfrist den 14. maj 2021. Vi indkalder løbende kandidater til samtale.

Del på:
Referencenummer:
674070171
Region:
Region Hovedstaden
Jobtype:
Fast
Arbejdstid:
Fuldtid
Ansøgningsfrist:
14-05-2021
Arbejdssted:
Hørsholm
Yderligere oplysninger fås hos:
Trine Gammelgaard Stuhr
Tilbage til toppen